Skolen i Peter Vedels Gade er organiseret som et helhedstilbud med et integreret fritidstilbud/KKFO.
KKFO’en, som er et tilbud til skolens elever fra 0.-10. klasse har åbent alle skoledage samt i skolens ferier fra kl. 7-17.
Ca. 95 % af de børn, som er indskrevet på skolen, benytter KKFO’en. Børnene er i de samme lokaler og samme grupper både i skole- og fritidsdelen. Alle børn, som er tilmeldt KKFOen, har en kontaktpædagog, som også følger dem i skoledelen.
KKFOen er forpligtet på Københavns Kommunes 6 pejlemærker for fritidsinstitutioner. Pejlemærkerne handler om sociale relationer og positiv voksenkontakt, inklusion, sprogindsats, forældresamarbejde, sammenhæng i overgange og krav om refleksion og metodisk systematik i den pædagogiske praksis. Pejlemærkerne bliver gennem dialog og kurser omsat til konkret praksis, som kendetegner det daglige arbejde med børnene.
Pædagogerne arbejder i team sammen med lærere omkring en klasse. Vi lægger stor vægt på at skabe et godt miljø for indlæring af både faglige og sociale kompetencer gennem en helhedsorienteret indsats omkring det enkelte barn. Dette sker primært sammen med lærergruppen og sekundært sammen med samarbejdspartnere som ergoterapeut, psykolog, talepædagog og pædagogiske vejledere.
I skoledelen arbejder pædagogerne med understøttende undervisning; fx skemalagte forløb i socialfag. De mest centrale omdrejningspunkter i socialfag er at udvikle børnenes sociale forståelse og accept af, hvad deres autisme betyder for dem af styrker og udfordringer. Dette sker ved at opsætte konkrete og successkabende mål sammen med børnene.
Desuden varetager pædagogerne i samarbejde med lærergruppen undervisningen i fag som idræt, billedkunst og hjemkundskab eller andre fag, hvor de har en særlig kompetence.
Pædagogerne arbejder også med fritidsorienterede emner i skoledelen. Dels fordi disse aktiviteter styrker indlæring af faglige og sociale færdigheder, og dels fordi mange af børnene ikke magter at modtage undervisning i længere tid, og derfor har brug for afveksling og pauser.
Når skoledagen er slut overtager pædagogerne fritidsdelen, hvor det handler om at skabe et trygt og struktureret fritidsmiljø med attraktive fritidsaktiviteter både inde og ude. Alle aktiviteter tager udgangspunkt i det enkelte barn, og barnets behov for støtte og struktur justeres løbende.
Helt fra børnene er små har vi fokus på at udvikle deres selvstændighed, at de kan danne venskaber og indgå i et fællesskab. Blandt de mindste børn kan det fx være gennem strukturerede legeforløb og blandt de ældste gennem fx fælles ture ud af huset eller månedlige aftenarrangementer.
For de ældste børn kalder vi fritidstilbuddet ”Klubben”. ”Klubben ” er et attraktivt og udviklende ungemiljø, hvor det sociale fællesskab sammen med venner betyder meget for de unge.
Medarbejderne på KKFOen er alle uddannede pædagoger, som har en solid autismeerfaring. Vi lægger vi stor vægt på, at vi har en høj faglighed og stor viden om autisme. Dette sker både gennem interne og eksterne kurser og løbende kompetenceudvikling og vidensdeling i hverdagen og på et ugentligt pædagogmøde.
(25.08.2015)